| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Bølgerne fra stranden foran os havde en næsten trancheagtig indflydelse på mig. Det var en meget dyb brusen, når vandet trak sig tilbage fra stenene på stranden og en langsom buldrende lyd, når en ny bølge slog ind over stranden. Det foregik i et meget langsomt tempo. Jeg var helt vild med den form for bølger og strand, så jeg overvejede at stå op midt om natten, for at optage lyden uden alle baggrundslydene fra vejen bagved. Men det blev kun ved tanken…
Da solen havde gjort sit indtog på himlen, stod jeg op og fik skrevet dagbog.
Efter morgenmaden tog vi afsked med Ali Terme og kørte via en smuk strækning langs vandet på hovedvejen op mod Messina og færgen til fastlandet. Vi holdt ikke længe ved færgen, før vi blev sluset ombord. Sammen med en BMW, var vi de eneste civilister på båden blandt et kuld lastbiler. Vi fyldte vores rygsæk med kaffe og det meste af vores affald, som vi kunne skille os af med på færgen.
Vi var egentlig indstillet på, at vi ville køre mod nord, så snart vi kom af færgen. Men Marie havde fået øje på et vandfald, som skulle ligge ret tæt på San Giovanni i nationalparken Deli’Aspromonte. Det skulle være meget flot, så vi satte Google Maps til at køre os mod syd og ganske kort tid efter op i bjergene. Jeg synes, at det gik opad i en evindelighed. Camperen havde en hård dag, men den klagede sig ikke!
Snart var vi over 1.000 meter oppe og udsigten var svimlende ned i en dal til højre for vejen, som blev ved med at gå opad. Vi kørte ind i nationalparken og efterhånden var der sne omkring os. De sidste ca. 25 km., før vi nåede målet, kørte vi i et smalt spor med snedriver op til en god halv meter. Vi havde ikke set andre biler i lang tid og det var godt det samme, for der var ikke plads til mere end en bil her.
I omkring 1.600 meters højde nåede vi frem til en stor dæmning. Herfra gik en stejl vej ned mod vandfaldet. Vi fandt en lille plads, hvor camperen kunne få lov at hvile sig lidt, mens vi gik den sidste km. mod vandfaldet Maisano. Vi nåede dog kun et lille stykke langs en sti, da vi skulle forcere et større vandløb, for at kunne fortsætte. Der var godt med vand i vandløbet og det var et bredt stykke på 10 meter, så vi opgav og vendte tilbage til camperen. Vi havde ikke lige brug for at få våde tæer i det iskolde vand.
Efter en kop kaffe begyndte nedstigningen. Det gik lidt lettere for camperen og snart var vi så langt nede, at vi kunne køre på en anden vej mod nord. Vejene var horrible. Store huller og revner i asfalten gjorde det svært at køre mere end 20-40 km. i timen. Vi kørte gennem et skisportsområde og nåede ned i bjergene, hvor der var store områder med oliventræer. Efter et godt stykke tid, var vi ved motorvejen, som vi kunne køre på i hele 20 km., før vi skulle dreje af mod vest.
Vores næste stjerne var i et område, vi havde besøgt på vejen nedad, men Marie havde fundet et par ting, hun gerne ville se i området og her i Calabrien gjorde det ikke den store forskel, om vi kørte vest eller øst. Så vi styrede mod byen Spilinga, for at besøge en berømt slagter.
Så blev vi for alvor uvenner med Google Maps! Det første stykke vej efter motorvejen gik egentlig fint. Det var faktisk kendt vej for os, for vi havde kørt strækningen den modsatte vej. Vi skulle op over et bjerg og kort efter byen Nicotera gik det helt galt. Pludselig var vi inde på en meget smal vej. Vi kom gennem en lille by med meget smal vej. Det klarede Marie i stiv arm. På den anden side var der en lille vej, der zig-zaggede opad. Træerne hang ind over camperen og det lød ikke godt, når de skramler mod siderne og mod taget. Men der var ikke noget at gøre. Nu var vi dér og der var ikke mulighed for at vende skuden. Der var ikke noget hegn mellem vejen og den stejle bakke, vi kørte på. På et sted var dele af vores vej væk og skrænten var undermineret. Det var ikke forsvarligt at køre på vejen.
Til sidst nåede vi med hamrende hjerter toppen af bakken og vi var nok mest indstillet på bare at finde den første store vej i området og så finde videre derfra. Men på toppen af vejen anbefalede Google Maps, at vi kunne dreje til venstre eller højre. Vi var fremme ved slagteren samtidig, uanset hvilken vej vi valgte. Det kunne vi så ved selvsyn konstatere, at det ikke passede. Vejen til venstre var det værste stykke asfaltvej, jeg nogensinde havde set. Store stykker af vejen var helt væk og der var kæmpe huller i vejen. Ikke bare 10 cm., som vi næsten var vant til. Her taler vi om halve og hele meter dybe huller. Jeg var chokeret over, at Google Maps kunne vise forkert i en sådan grad. Vi måtte til at være mere påpasselige med at undersøge app’ens forslag fremover, for vi havde ikke lyst til at udsætte os selv for sådan en oplevelse igen.
Vi overtog styringen og fandt ud til større veje og snart var vi fremme ved slagteren, der boede uden for Spilinga. Området er kendt for en speciel, krydret pølse. I vores guidebog anbefales slagter Bellantone Gabriella. Solen var ved at gå ned i horisonten, da vi nåede frem. En mand viste os ind i den lille gårdbutik og vi købte lidt pølse - både almindelige pølser og en ‘nduja pølse, som er specialiteten her. Pølsen er lavet på fedt, nyrer og lunge fra lokale grise. Den smørbare pølse er fyldt med chili og således godt krydret. Pølsen luftørres i 12 måneder og pølsen smager super på brød, pizza eller som supplement til kødsovs eller en gryderet.
Det begyndte at blive mørkt, så vi måtte skynde os at finde et sted, at parkere for natten. Valget faldt på en lille naboby til Spilinga, Brattiró. Vi skulle blot lige ned gennem en dal med hårnålesving på begge sider, så var vi i byen. Marie parkerede på en lille vej, hvor vi ikke generede vores naboer.
Det havde været en begivenhedsrig dag med flot natur og en skræmmende vej op af et bjerg. Vi slappede lidt af, før jeg varmede vores sidste portion med kødsovs. Vi smagte også på pastaen fra Occhipinti. Min konklusion på pastaen var, at de nok skal holde sig til at lave vin hos Occhipinti.
Efter aftensmaden besøgte vi en lokal pub i den lille by. Så vidt vi kunne se på kortet, var her kun 2 pubber, en tøjbutik, et apotek og en olivenolie fabrikant. Vi fik serveret 2 fadøl og jeg overvejede at sige til tjeneren, at vi ikke skulle have chips til. Jeg fik det ikke gjort og kort tid efter stod et kæmpe fad med masser af brød, ost, skinke, oliven og et par andre ting. Vi var stopmætte i forvejen, men vi var næsten nødt til at stikke lidt til fadet. Da vi gik, forsøgte vi at forklare ham, at vi var godt mætte allerede.
Kl. var 21:30 og vi var trætte, så vi kravlede til køjs efter den begivenhedsrige dag. Spøjst nok havde Marie læst en anmeldelse af Calabrien. Her var smukt men vejene var horrible. Intet kunne være mere sandt og jeg overvejede, om jeg skulle begynde at kalde det for Berlusconi asfalt, for jeg er sikker på, at hans lange fingre i statskassen er en direkte årsag til, at der ikke har været penge, til at vedligeholde vejnættet her.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |